Se Smaragden

Beskrivelse af Smaragden
Lille charmerende hus beliggende i Rønnede. Huset er beliggende i skoven med strand tæt på. Huset har plads til 3 unge og har 6 værelser, hvor det ene bruges som kontor. Derudover er der 2 badeværelser, et lille køkken og en stue. Til huset hører to store græsplæner, så der er rig mulighed for at være fysisk aktive udenfor i form af fodbold, stangtennis m.m.

Endvidere er der et aktivitetsrum med bordtennis og bordfodbold, som bruges flittigt.

Lokalsamfundets tilbud såsom biblioteket, motionscenter, computercaféer samt skov og strand benyttes. Endvidere handles der lokalt.

Målgruppen:

  • Unge med autisme spektrum forstyrrelser (AFS).
  • Unge med opmærksomhedsforstyrrelser.
  • Unge med tilknytningsforstyrrelser.

Aldersgruppen er unge mellem 14 år og 18 år (23 år).

De unge har tilknyttet 2 kontaktpædagoger, der står for forældrekontakten, statusrapporter mm. Kontaktpædagogerne holder ugentlige møder med de unge.

Der er 1 afdelingsleder og 5 medarbejdere.

Vi prioriterer forældresamarbejdet og arbejder for, at den unge får en god relation til forældrene.

Arbejdsmetoderne er inspireret af TEACCH-principperne med kontinuitet, forudsigelighed og genkendelighed som nøgleord. Det betyder, at hverdagen er bygget op med en fast struktur med bl.a. dagsprogrammer, ugeskemaer og årsplaner tilpasset den enkeltes niveau. Vi tilbyder tydelig, synlig, konkret og visuel kommunikation med brug af tegneseriesamtaler, sociale historier, KAT-kassen, PECS m.m

Vi arbejder endvidere også med:

  • En kognitiv ressource og anerkendende tilgang (KRAP).
  • Miljøterapeutisk.

Begge pædagogiske tilgange handler grundlæggende om at anerkende personens måde at være på med respekt, vedkommendes interesser og særpræg. Det handler ikke om at normalisere personer, men om at støtte den enkelte i forhold til dennes ressourcer, udviklingsmuligheder og anerkende de unges problemer.

Det skal hertil siges, at vi ikke ønsker, at det bliver relationen, der bliver den bærende del, men derimod arbejder vi for, at det er strukturen samt TEACCH systemet, som skal bære vores unge igennem hverdagen således, at det ikke bliver personafhængigt.

Vi arbejder konstant på selvstændiggørelse alle de steder, hvor det kan lade sig gøre.

Vi har faste dage til madlavning, rengøring og tøjvask.