Beskrivelse af Rubinen

Trelænget smukt beliggende hus mellem Faxe og Faxe Ladeplads. Huset ligger omkranset af skov og naturområde.

Huset har plads til 8 unge og har 11 værelser, hvor det ene bruges som kontor og 3 af dem bruges som vagtværelser. Derudover er der et anneks, som har eget badeværelse og tekøkken. I hovedhuset er der 3 badeværelser, 2 køkkener samt 2 stuer. Ovenpå en af længerne holder en mindre del af det administrative personale til. Bagved huset er der en stor græsplæne, som indbyder til mange udendørs aktiviteter. Endvidere er der et aktivitetsrum, hvor der er motionsredskaber, bordtennis samt mulighed for at lave kreative ting. Mulighederne i lokalsamfundet er store. Således kan biblioteket, motionscenter, ungdomsklub, ture ved skov, strand og naturen i det hele taget benyttes.

De unge har hver tilknyttet 2 kontaktpædagoger, der står for forældrekontakten, statusrapporter mm. Kontaktpædagogerne holder ugentlige møder med de unge. Vi prioriterer forældresamarbejdet og arbejder for, at den unge får en god relation til forældrene. Der arbejdes med kontinuitet, forudsigelighed og genkendelighed som nøgleord. Det betyder, at hverdagen er bygget op med en fast struktur med bl.a. dagsprogrammer, ugeskemaer og årsplaner tilpasset den enkeltes niveau.

Den pædagogiske tilgang er: KRAP (Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogik). Læs mere herom under “Pædagogik”.